Creativity

Innovation

Originality

Imagination

 

Salient

Salient is an excellent design with a fresh approach for the ever-changing Web. Integrated with Gantry 5, it is infinitely customizable, incredibly powerful, and remarkably simple.

Download

De seneste artikler fra Deadline Press

  • Indonesien: Vi besøger Sumatra

    Indonesien: Vi besøger Sumatra

  • Skolernes uhumske toiletter er ikke børnenes ansvar

    Skolernes uhumske toiletter er ikke børnenes ansvar

  • Fabrikkerne flytter ind i Folkeskolen

    Fabrikkerne flytter ind i Folkeskolen

  • Med laktosefri fløde og en bund med fiber går det måske. Men kage er generelt kritisk med FODmap. Foto: Daniel Brøns

    Styr på FODmap med en fødevareliste på din mobiltelefon

  • Hakan Akkaya SS18 kollektion – inspireret af eksistentialisme

    Hakan Akkaya SS18 kollektion – inspireret af eksistentialisme

  • 1
  • 2
  • 3
  • 4
  • 5

Select language

Danish Dutch English Finnish French German Italian Spanish Swedish

Søg

Nyheder

  • Photos of the UC3 submarine from inside +

    Buy photos from deadline press. Images of the u-boat UC3 from inside: send e-mail to deadline press Read More
  • Fabrikkerne flytter ind i Folkeskolen +

    Fabrikkerne flytter ind i Folkeskolen Kreative processer er sjovere og mere lærerige, hvis man kan producere et avanceret design i virkeligheden. Det kan man med Read More
  • Styr på FODmap med en fødevareliste på din mobiltelefon +

    Med laktosefri fløde og en bund med fiber går det måske. Men kage er generelt kritisk med FODmap. Foto: Daniel Brøns En komplet liste over alle de forbudte fødevarer kan være en lettere tilgang til FODmap end alverdens bøger og sniksnak Read More
  • Midler til rensning af fliser virker ikke +

    højtryksrenser fliserens nilfisk De så kedelige ud de gamle fliser. Mørke, triste og fulde af pletter. Og med græstotter imellem. Nu, hvor efteråret Read More
  • 1

Deadline Press Video

Facebook

Rejser

  • 1
  • 2

Job og karriere

Fabrikkerne flytter ind i Folkeskolen

Fabrikkerne flytter ind i Folkeskolen

Kreative processer er sjovere og mere lærerige, hvis man kan producere et avanceret design i Read More
Samskabelse giver nye muligheder i virksomhederne

Samskabelse giver nye muligheder i virksomhederne

Når en virksomhed engagerer sig i sit lokalsamfund eller engagerer sig på anden vis, opnår Read More
  • 1
  • 2
  • 3

Serier af David Seeberg

Pin It

Solen går ned over kamelernes land

Jeg er på egen hånd blandt vilde kameler og antiloper under den bagende sol midt i Rajastans ørken. Min vandflaske er halvtom, og der er ingen tegn på civilisation i sigte, da en gammel, osende bil pludselig dukker op og bringer mig ind i middelalderen.

Tekst og fotos: Niels Seeberg

"You want place to eat and sleep?" Den unge, indiske knægt bag rattet ser venlig og bekymret på mig. Han springer ud af bilen, åbner døren til bagsædet og byder mig insisterende inden for.
Jeg er træt, sulten og beskidt. Jeg har ingen anelse om, hvor jeg befinder mig, så der er ikke råd til at være mistroisk, selv om jeg har nok dollars og fotoudstyr på mig, til at kunne forsørge en indisk familie i mere end et år.
Tidligt om morgenen var jeg ankommet til millionbyen Jodphur i udkanten af Thar ørkenen, hvor menneskemylderet fik mig til at flygte ind på det nærmeste hotel. Det var dagen for indernes holifest, hvor det er tilladt at kaste skrigende farver i hovedet på hinanden. Lige den dag er alt det tilladt, som de ellers ret høflige indere normalt afholder sig fra.
jeg havde forladt New Delhi og min lillebrors trygge diplomathjem med Paschim Expressen - et tog i den absolut bedre ende af det vældige indiske togsystem, hvor man efter pengepungens størrelse kan rejse i alt fra kreaturvogne med jernstænger for vinduerne til luksusvogne med personlig betjening og servering af udsøgte måltider undervejs. Også togene har deres kastevæsen.
Togturen er på små 650 kilometer, men på trods af min indbydende køjeplads havde jeg ikke lukket et øje hele natten på grund af en flok rige, indiske ungersvende, der brugte tiden på kortspil og sang for at tage forskud på næste dags fest.

Spritånde og tandløst grin

Da jeg fortumlet står på den støvede hovedgade foran stationen, kommer en ældre inder hen og stiller sig provokerende lige foran mig. Han retter et stort tandløst grin og en voldsom spritånde mod mit ansigt og giver sig til at smøre mig, min baggage og mit tøj ind i stinkende grønne, røde og gule kulører, så jeg ligner en vanskabt papegøje. Han afslutter sit hærværk med et langt, rødt spyt af slimede betelblade mod mine sko og slingrer veltilfreds videre. Det er så hans mening om de idiotiske og velnærede vesterlændinge, tænker jeg og længes efter et iskoldt brusebad og en ny hjerne.
Hele byen koger i en voldsom myldrende og afsindigt støjende bevægelse af mennesker, kulier, hellige mænd, kameler, muldyr, æsler, hellige køer, malede elefanter, trehjulede knallerttaxaer, rickshaws, scootere, osende biler og faldefærdige busser og lastvogne, og min alt for høje og efter indisk standard ligblege fremtoning vækker skinger moro. Snart er jeg omringet af en kødrand af grinende indere og radmagre sigøjnere, der prøver at få hænderne ned i mine lommer efter penge. "Hello Mister, Hello Mister. Where you from, Mister. Hello Mister"
Jeg flygter ind på det første hotel i syne. Et skummelt sted til tyve kroner om dagen og med gratis underholdning i form af fingerlange, fede og glinsende kakerlakker, der klikkende hvisler frem og tilbage på stengulvet med lynets fart hen over mine bare fødder. Bruseren er et hul ind i væggen og afgiver kun koldt vand i dråbeform, så jeg må opgive at få farven af mig igen. "You like this room? Very nice price, yes?", siger den glædesstrålende hotelejer og griner med hele sin formue anbragt i store guldtænder, mens han peger på mit sjove outfit og ansigt, der ligner en farvelade rullet i støv og møg. "Very funny today. Yes?"

Tyggeklump af cannabis

Holifesten er ikke en fest for mig. Jeg er alt for udsat i denne by, hvor turisterne klogeligt holder sig inde i deres luksushotellers airconditionerede barer med kølige drinks inden for rækkevidde og de amokgående horder holdt på sikker afstand af bevæbnede vagter. Jeg modstår fristelsen til at gøre dem selskab og presser mig med bankende hjerte igen ud i galskaben.
Foroverbøjet krabber jeg mig frem gennem menneskehavet og prøver at skjule mit kulørte ansigt så godt som muligt, men alligevel regner skytset i form af vandballoner fyldt med giftig frugtfarve ned over hovedet på mig og blænder mine øjne. Jeg springer sjaskvåd på en overfyldt bus og kort tid efter skrumler vi ud ad en støvet landevej og væk fra den vanvidsberusede by.
Træt og våd og klemt godt ned i sædet af min nabo - en overvægtig kvinde med et bur fyldt med halvskaldede høns på skødet - prøver jeg at orientere mig på mit medbragte kort. Jeg peger på Jodphur og ser spørgende på min korpulente medpassager.
Den venlige kvinde tager en lille blikdåse frem og byder mig en tyggeklump af et eller andet ubestemmeligt, og jeg tager høfligt en smagsprøve. Det er presset cannabis. Ikke så sært at hun smiler henført og drømmende og med et overbærende blik ryster på hovedet. Sådan et mærkeligt kort har hun vist ikke set før, men ét ord forstår jeg dog af hendes svar på mumlende Rajastani. Osian. En lille flække 65 kilometer fra Jodphur. Det er der, vi er på vej hen, mens det øde ørkenlandskab passerer flimrende forbi.

Ældgammel bunke ruiner

Jeg er faldet i søvn og drømmer om afsindige, kulørte skabninger, der springer omkring som vilde aber. Måske er det tyggeklumpen, der har gjort sin virkning, men det er nu slet ikke nødvendigt med rusmidler for at opnå sære syner i dette imponerende og frygtindgydende land.
Jeg vågner med et sæt, da den vakkelvorne bus går i stå med et dybt støn, og kigger op ad en lang trappe med baldakiner i rent sølv, der fører op til et gudeskønt hindutempel.
Vi er i Osian - sidste forpost før ørkenen for alvor tager over. En ældgammel ruinby, hvor der i dag kun bor få og meget fattige mennesker langs det støvede hjulspor, der går igennem byen. I sandhed en udørk, der ville kunne begejstre en vestlig arkæolog, men som ikke levner mig andre muligheder end at fortsætte videre til fods efter at have forsynet mig med adskillige dunke med rent vand og noget frugt. Bussen er kørt, og motoriserede køretøjer findes der ingen af i den ramponerede by. Her lader folk som om, jeg ikke eksisterer. En grel kontrast til Jodphur, hvor jeg tilsyneladende var lige så attraktiv som et omvandrende bundt dollarsedler.
Timerne går, og hjulsporet bliver mere og mere udvisket. Solen bager ned over mit mørke hår. Det er vanvid det her. Jeg kunne sidde på et luksushotel i Jodphur og drikke gin og tonic på en kølig tagterrasse og konversere med rige og smukke turister fra hele verden. I stedet har jeg vabler under fødderne, mit ansigt er solskoldet, jeg har intet at spise og kun en lille sjat lunken vand tilbage i en plasticflaske. Det eneste liv så langt øjet rækker er enkelte sky antiloper og spredte flokke af tilsyneladende vilde kameler.

Lange, blege ben

Jeg går videre, og timerne går også. Der er vist noget med, at der kan blive meget koldt i ørkenen om natten, og solen er så småt ved at gå ned. Pludselig aner jeg en støvsky i det fjerne og en ganske lille prik, der gradvist bliver større og større. Det er en bil.
Den unge mand siger ikke meget. Han kan kun få ord på engelsk, men jeg forstår så meget, at han er begyndt at læse engelsk i Jodphur og nu er på vej hjem til sin familie, der bor i en lille ørkenlandsby midt ude i Rajastans vidtstrakte øde, hvor de lever af at avle kameler.
I skumringen ankommer vi til middelalderen. En lille enklave af lerklinede hytter. Indhyllede kvinder, hvor kun øjnene er fri, og turbanklædte mænd og et hav af glade børn stimler sammen, da det bliver bekendt, at den fortabte søn har medbragt en mærkelig hvidhudet skabning med en stor næse og alt for lange, blege ben.
Pigerne fniser lidt bag sløret, men alle er venlige og har hænderne samlet på brystet i den karakteristiske orientalske hilsen.
Jeg er stadig rød, gul og blå efter holifestens hærgen. En meget gammel og værdig mand, vistnok min redningsmands bedstefader og tydeligvis familiens overhovedet, byder mig at sidde i den store gårdsplads, hvor kamelerne fredsommeligt ligger og tygger drøv. Lidt senere kommer hans hustru med rent vand og the med mælk og begynder at vaske mit ansigt og mine arme og ben. Ingen taler andet end Rajastani på nær sønnesønnen, men hans ordforråd rækker endnu ikke langt. Jeg må klare mig med smil og fingersprog. Senere bliver jeg budt på køligt vand, frugt og pappadums - tynde, sprøde og stærkt krydrede brød, bagt af linsemel.

Kaskader af hvidt sand

Skumringen indfinder sig, og den unge mand spørger venligt, om jeg vil med ud at se til kamelerne. Det foregår på kamelryg. Jeg får tildelt familiens yndlingskamel - et vældigt og selvrådende dyr, der kigger overlegent på mig gennem øjenvipper, der ville gøre enhver vestlig kvinde grøn af misundelse. Det føles som en katapult, da det store dyr rejser sig med mig klamrende mig til den lille saddelknap, men mirakuløst forbliver jeg i sadlen, og vi begynder på ny ud i ørknen i støt pasgang, mens mørket sænker sig.
Efter en halv times ridt når vi en mægtig sandklit, der rager op midt i ørkenen. Min unge ven får kamelen til at lægge sig, og vi begynder i tavshed opstigningen på de næsten lodrette sandskråninger.
Det er et overvældende syn, der udbreder sig for mine øjne, da vi når toppen. Ørken til alle sider og en enorm rød fuldmåne i horisonten, hvor solen kort tid forinden forsvandt. Den eneste lyd er en sagte bimlen fra kamelernes bjælder om halsen langt nede fra klittens bund.
Vi sidder længe i dyb tavshed og kigger på månen, der stiger og mælkevejen, der står som en hvid bue over himlen. Han kan se, at jeg er bjergtaget. Da vi endelig rejser os, tager Fanden ved os. Vi løber ud over klittens kant og falder og ruller ned i dybet i kaskader af hvidt sand. De forstår at nyde livet herude, tænker jeg, da jeg rundtosset og glad kommer på benene igen og atter stiger op på min seje kamel.
Senere skal der spises. Jeg er æresgæst og skal sidde på hug sammen med familiens overhovede i en adskilt pragtgård med smukke glasmosaikker på de lerklinede mure. Hans kone bringer først en flaske whisky, som må have ligget på lager i mindst halvtreds år. Den er sat til af støv, og hun børster den forsigtigt. Jeg er forvirret. Hinduer drikker ikke, men jeg nikker jatak, for efter dagens strabadser er en drink noget af det, jeg trænger mest til.

Har aldrig smagt alkohol

Hun skænker i mit glas og derefter i den aldrende, turbanklædte patriarks. Vi nikker til hinanden og tømmer glasset. Seancen gentager sig. Høfligt bunder jeg igen, og til sidst er flasken tom, og jeg lettere overrislet. Min bordherre ser også veltilfreds ud. Angiveligt har han aldrig smagt alkohol før, men han tager oplevelsen i stiv arm. Hvis gæsten drikker, så gør værten det også, får jeg senere at vide af min indienkyndige lillebror, og drikkeri foregår inden måltidet, som faktisk hastigt bliver overstået.
Vi spiser fårekød med ris og forskellig chutney og slutter med noget, der må være syrnet kamelmælk. Det smager faktisk ganske godt. Så er det sengetid.
Jeg får anvist en plads i en rund, lerklinet hytte med stråtag, hvor alle mændene sover sammen. Vi ligger på stråmåtter, og alle falder straks i dyb søvn.
Undtagen mig. Jeg ligger og lytter til ørkenfluernes og cikadernes sang og undrer mig. Det her må have været den længste dag i mit liv, men alligevel er jeg ikke træt. Først hen under morgenen falder jeg ned i en tung og drømmeløs søvn, inden jeg blidt bliver vækket til endnu en dag i kamelavlernes verden i en ørken fjernt fra alting.

I ørkenen

Pin It

Tilføj kommentar


Sikkerhedskode
Opdatér