Asiens glemte land: På landevejen i Laos

Written by  jul 25, 2016

Her møder du de smukkeste bjerglandskaber, urskove, stammefolk, gamle templer – og munke, der i lange rækker går rundt i byen med deres madskåle for at modtage ris af byens borgere. Laos er en rejse tilbage i tiden. Et buddhistisk og kommunistisk land. Et land som har ligget stille, overskygget af dets naboer og glemt af verden

Ad støvede grusveje med huller så store som vaskebaljer går turen ud af byen. En ged kommer gumlende over vejen, men ombestemmer sig og springer tilbage i sikkerheden. Længere fremme er det en ko, der står  på kørebanen.
Nu skulle man tro, at vi var langt ude på landet, men vi befinder os blot i udkanten af hovedstaden Vientiane og er på vej til bjerglandsbyen Luang Prabang. Den ligger 390 km nordpå ad snoede veje. 012 Laos restaurantVores Hyundai H1 minibus kører fint, men trods god affjedring og sikkerhedssele får de hullede veje os til at hoppe rundt i sæderne. Jeg må have en pille mod køresyge, nok fordi jeg sidder og tager billeder ud af vinduet.
002 Laos VientianeVi er fløjet ind fra Bangkok i Thailand til Laos hovedstad Vientiane. Vi har købt håndsyede sjaler og tasker på markedet ved Mekongfloden. Drukket den velsmagende laotiske kaffe fra højlandet på en af de nye cafeer og spist grillede fisk. Vores hotel til 50 dollars per nat havde udsigt til floden med de små fiskerbåde, der var fri wi-fi internet og kinesisk morgenmad inklusive, men udelukkende koldt vand i bruseren. 013 Buddha park LaosVi besøgte Buddha-parken med de store skulpturer drysset ud over landskabet, fik set det berømte Pha That Luang templet, krigsmuseet med den barske historie om et land konstant klemt inde mellem krigsførende nationer, besat af franskmændene, senere af vietnameserne, sønderbombet under Vietnamkrigen og overtaget af kommunisterne i 1975.
004 Laos Pha That LuangSiden da er udviklingen gået i stå. På godt og ondt. Landet har en betagende natur af floder, bjerge, rismarker og uberørt urskov. Men landet hører til et af de fattigste i verden, og selvom nye tider er på vej, så sker det i et moderat tempo og ikke videre tilskyndet af den kommunistiske regering. Landet bliver holdt i et jerngreb, og der er udgangsforbud efter klokken 23.30 om aftenen, så ved midnat er stort set alle gået i seng. Ingen larmende værtshuse eller fræsen rundt på knallert. Det er på med nathuen.
003 LaosIMG 4675 KopiTil gengæld står befolkningen op med hønsene. I det klare morgenlys bliver vi hente af vores hyundai-taxa. Vi kører til Vang Vieng og dernæst videre til Luang Prabang, hvor hele byen er blevet fredet som en verdenskulturarv af UNESCO på grund af dens fine, gamle huse fra den franske kolonitid og de mange buddhistiske templer. 

Hmong – bjergfolket langs vejen

Første stop på turen er ved en drypstensgrotte, hvor indgangen er på siden af et bjerg. 007 Laos landskabGrotten er kølig med  fugtige vægge, vi bevæger os rundt i dens labyrint af huler og ledes ud på klippehylde, hvor der er udsigt over dalen. Grotten har tidligere været beboet af munke.
Vi spiser en frokost bestående af ris og kylling i byen Vang Vieng. Byen myldrer med unge rygsæksrejsende fra Vesten, der sejler riverrafting og overnatter i telte ved floden Nam Song River.
Efter Vang Vieng er der 175 km tilbage. Vi passerer en tidligere amerikansk landingsbane, som er fyldt med ukrudt og ligger øde hen. Kører forbi en nyopført kinesisk cementfabrik, som lokalbefolkningen ikke er begejstret for, da den forurener området.
006 laos hmongSnart er vi på vej op i bjergene. Langs vejen bor hmong-familier i stråtækte hytter, som er bygget direkte på bjergskråningen på lange bambusstolper.
Vi standser bilen i en mindre landsby, hvor vi spørger en ung kvinde, om vi må se hvordan hun bor. Et temmelig anmassende spørgsmål, men hun viser os gæstfrit sin hytte. To små børn ligger og sover i den fælles seng. Der er ingen møbler ud over sengen, og køkkenet er et ildsted på jorden. Vand hentes i plastdunke fra en bjergkilde i landsbyen. 
Foran en anden bambushytte sidder en gammel mand og ryger på en ”tjubang”. Da han hilser venligt, besøger vi også ham. Hans kone er syg og ligger på en bambusbriks hyllet ind i nogle tæpper. Barnebarnet piler ud af døren for at hente sine venner. 007 hmong hytteIndenfor et åbent ildsted og på en stolpe hænger to tællelys, ingen elektricitet eller rindende vand.
Hmong er et folkeslag oprindeligt fra Kina, og muligvis Sibirien, som har spredt sig ud over det sydlige Kina, Vietnam, Laos og Thailand. Hmong kan oversættes som ”de frie”. De kom i 1800-tallet til Laos og udgør ca. en halv million ud af landets seks millioner indbyggere. De har tidligere ernæret sig med at dyrke opium, og ifølge vores chauffør skal man ikke langt væk fra alfarvej, før man stadig kan se opiumsmarker.
Under Vietnamkrigen lykkedes det amerikanerne at hyre et stort antal hmong i kampen mod de indtrængende vietconger. Da amerikanerne senere trak sig ud af landet, og kommunisterne kom til magten, blev det ikke ligefrem nemmere at være hmong. Mange flygtede og 300.000 hmong lever i dag i USA. Tidligere i år forsvandt en amerikansk hmong NGO-aktivist sporløst i Vientiane.
Hillary Clinton har for nylig besøgt Laos og lovet yderligere hjælp til at fjerne miner og ueksploderede bomber fra krigens tid. I 1964-1973 kastede USA to millioner tons bomber ned over Laos for at ødelægge vietcongerne forsynsningsrute til Sydvietnam. 
Den kommunistiske regering tager gerne imod de årlige ni millioner dollars (50 mio. kroner) og USA er i færd med at opføre en ny stor ambassade i Vientiane, men det går trægt med at få fjernet de farlige bomber, som siden krigens afslutning har dræbt eller lemlæstet over 20.000 laoter.

Luang Prabang – munkenes by

En hane galer nogle minutter før min mobile apps. rammer 5.00. Vi må op, hvis vi vil se de orangeklædte munke gå fra dør til dør med deres madskåle for at modtage ris. Vi har overnattet i et gæstehus i Luang Prabang. Nede på gaden køber vi en skål varm ris af nogle lokale kvinder og sætter os på hug og venter.
010 Laos munke KopiSnart kommer munkene i lange rækker. Unge og gamle. De ser alvorligt på en, når jeg putter den klæbrige ris op i deres skål. Pludselig er de væk igen, og gaderne ligger stille hen i det skarpe morgenlys.
Vi finder en café og bestiller sandwich og kaffe. Nogle lyshårede piger ved nabobordet taler dansk og skriver postkort. 011 Laos morgenmarkedVi tager rundt og ser byens templer, og vi oplever handlen på frisk-markedet, hvor der sælges grøntsager, kød, fisk, urter og andre dagligvarer.
Allerede efter frokost kører vi tilbage mod Vientiane. På vejen har vi en afstikker til en saltfabrik, hvor de henter saltvand op fra undergrunden og koger vandet væk. Et tons salt per ansat per dag, dagsløn 30 kr.
Vi besøger også et af de kinesisk byggede kasinoer, som ligger ved grænsen til Thailand; man skal blot krydse floden i en båd. Strategien er at hente udenlandsk valuta til landet, selvom kasinoerne som regel er ejet af kinesiske selskaber ofte i specielle tax-frie zoner. Det var jo dem, der fik ideen med at anlægge kasinoer, hovedsageligt ved hjælp af kinesisk arbejdskraft. 
016 opslagsbillede IMG 5147I Laos kan man bruge dollar, baht eller kip. Det er nemt at rejse rundt omend det ofte er ad hullede grusveje. Landet har ingen jernbane. Men en ny infrastruktur er på vej. Lyntog og motorveje skal forbinde Laos med de omkringliggende lande - Kina, Vietnam og Thailand. Om fem år vil landet måske ikke være til at kende igen. Vil man opleve det ”gamle Laos”, så er det nu. Vores  tur i hyundaien på omtrent 850 kilometer over to dage kostede 1500 kroner. Det er på vejen, at man møder det virkelige liv i Laos.
 
008 Laos hmong

OM REJSEN

  • Bangkok Air tur-retur Bangkok- Vientiane: 2.800 kroner for to personer.
  • Visum for 30 dage købes ved indrejsen ca. 200 kr.
  • Gæsthuse/hoteller i Laos: 50 kr.- 400 kr.
  • Taxa med chauffør: 2 dage 1500 kr.
  • Samme tur 2 dage (Vientiane-Luang Prabang) i bus: 200-300 kr.
 IMG 5332 Kopi
 005 Laos on the road
 På gensyn..!
 
  • Deadline Press
  • Last modified on mandag, 06 november 2017 03:13
    Flemming Thomsen

    Uddannet cand. phil fra Københavns Universitet. Freelance-redaktør af tidskrifter og magasiner, udarbejdelse af nyhedsbreve, redigering og markedsføring på internettet. Har arbejdet med international ejendomsformidling, virksomhedsrådgivning herunder etablering af udenlandske selskaber, handel på nettet og som iværksætter af netbutikker.

    Journalistik og kommunikation: Redaktionsarbejde for Børsen Internet, Bolig Berlin (informationschef og medstifter), Danske Markedsøkonomer, freelanceredaktør SAM-DATA/HK.

    Levering af artikler til Berlingske Tidende, Politiken, Dagbladenes Bureau, BådNyt, UD & SE, Computer Reseller News m.fl.

    Website: www.deadlinepress.dk

    Best rated