Her er helt stille, bortset fra motorlarmen fra skibet, der nu har kantet sig sidelæns ind... Her er helt stille, bortset fra motorlarmen fra skibet, der nu har kantet sig sidelæns ind... Foto: Annette Wiborg

Sådan oplever du vinterens magiske nordlys

Written by  aug 11, 2016

Tag på dramatisk og betagende tur mod polarmørket med Hurtigruten langs den norske vestkyst

Tekst og foto: Annette Wiborg

Jeg bliver vækket af larmen fra skibets motorer. Det er sort nat, og vi er ved at lægge til kaj i Brønnøysund. En stor rød lastbil er ved at bakke ned på kajen, der er dækket af et tyndt lag nysne, og en passager trækker sorte striber i sneen med sin kuffert på vej ud af den oplyste passagerterminal.
Her er helt stille, bortset fra motorlarmen fra skibet, der nu har kantet sig sidelæns ind, så vi ligger perfekt for losning og lastning. Bag havnen sover byen. Gadelygterne er tændt og afslører konturerne af den lille kystby, der ligger som Norges geografiske midtpunkt midtvejs mellem Nordkapp og Norges sydspids, Lindesnes.
Klokken er halv to om natten, og skibet skal ligge her i en halv time, før vi sejler videre nordover, på vej mod polarcirklen, som vi skal krydse i morgen tidlig ved 7-tiden. Om lidt, når vi stævner ud i natten blandt de 13.000 øer, holme og skær med de små fyrtårne, der lyser på begge sider, vil mørket igen lægge sig tæt over skibet. Det er vores fjerde dag på »verdens vakreste sørejse« med et af Hurtigrutens 11 kystskibe, MS Nordkapp. Et 123 meter langt skib med syv dæk og plads til 691 passagerer.

Ingen kasinoer og diskoteker

På denne rejse i november mørket er vi kun 85 turister plus det skiftende antal rejsende, som står på og af undervejs i en af de 34 havne på vej til Kirkenes. Hver aften sejler et nyt skib fra Bergen til Kirkenes for at vende tilbage til Bergen 11 døgn senere. ”Riksvei 1” hedder Hurtigruten også i folkemunde.
Kombinationen af fragt-, cruise- og passagerskib giver en særlig rå friskhed til livet på Hurtigruten, som byder på dæmpet luksus af høj kvalitet. Her er ingen kasinoer, ingen diskoteker eller spillemaskiner.
Fire dage tidligere er jeg gået om bord på skibet i let bergensisk novemberregn og går op i skibets Panorama Lounge på syvende dæk for at se udsejlingen. Alt lys er slukket, og indtil mine øjne har vænnet sig til mørket, tror jeg mig helt alene, indtil jeg opdager, at jeg er omgivet af folk, der sidder i lænestolene, der vender ud mod de store panoramavinduer i stævnen.
nordlys 3Tavse eller i lavmælt samtale sidder de og betragter de lysende øer, der glider forbi på begge sider af Bergens fjorden. Udenfor er regnen afløst af store hvide snefnug, der hvirvler gennem luften. I lyset fra skibets lanterner ligner de store sværme af insekter i mørket. Vi er på vej mod polarnatten.
Amerikanere, englændere, skotter, walisere og tyskere udgør den forholdsvis lille gruppe, der om bord på MS Nordkapp skal krydse Polarcirklen og sejle op til Barentshavet. Ikke for at se midnatssolen, men for at opleve det modsatte: Polarmørket og – hvis vi er heldige – nordlyset.
Meget hurtigt får vi lært den latinske betegnelse for nordlys, Aurora Borealis. Om aftenen, inden jeg kryber til køjs, kaster jeg et blik ud af vinduet for at se, om jeg skulle være heldig. Jeg trøster mig med, at kaptajnen nok skal holde øje med himmelen oppe fra broen. Ser han nordlys, alarmerer han alle os, der jager nordlyset. »Jeg er klar, selv hvis det er klokken to om natten«, som en amerikaner betror mig.

Kongekrabber på besøg

En eftermiddag bliver vi kaldt sammen over højttaleren. Det bliver vi en gang imellem. Da vi krydsede Polarcirklen og fik hældt isklumper ned ad ryggen af Kong Neptun. Eller da vi skulle op på dækket en sen aften og se premiere på et helt nyt lysshow, som belyste Finnkirka – en samisk helligdomsklippe, som vi passerede, mens musik fra Edward Griegs ’Anitras dans’ strømmede fra højttalerne ud i den stjerneklare nat.
Men i aften er det, fordi vi får uventet besøg. En oplyst speedbåd kommer pilende over det mørke vand, og to orangeklædte fiskere entrer skibet, medbringende store spande med kongekrabber. Vi skal se og mærke på de kæmpemæssige levende skaldyr og smage på hunnens rogn. Den smager salt.
Kongekrabben er en af de nye invasive arter, som russerne indførte fra Stillehavet til Barentshavet i 1960’erne, og som i dag har bredt sig langs hele Finnmarks kysten, fordi den ikke har nogen naturlige fjender i havet. I dag er den blevet en del af turismekonceptet for Nordnorge.
Kongekrabben er kronjuvelen på den arktiske Nordkapp buffet. Vi skal spise den næste aften for at fejre, at vi har rundet Nordkapp på 71. grader nord.
Det lille Nordkappmuseum oppe på Nordkapp-plateauet er et af de mange udflugtsmål, som næppe kunne eksistere uden de daglige besøg året rundt af turister fra Hurtigruten. Det ligger 30 km fra Honningsvåg, og turen i bil eller bus over fjeldet kan være barsk om vinteren.
Store orange skilte advarer bilister om ikke at køre alene over fjeldet, hvis der er kuling. Men i dag er der kun et let snefog, og vejret er klart men på vej til at mørkne, selv om klokken kun er 12.

Vinden er farlig

Det farlige her er ikke kulden og sneen, men vinden, forklarer den tyske guide, Christel Teifer, der for nylig har kvittet sit job i en international koncern i Tyskland for at flytte til Honningsvåg og arbejde som guide på Nordkapp. Hun elsker især mørketiden og polarnatten.
På tilbageturen kører en sneplov foran bussen og baner vej. Vinden er taget til, og den blå skumring er blevet til sortblå, da vi går om bord på vores skib, der ligger og glitrer i havnen i Honningsvåg. Foran os venter Barentshavet.
Det er i Barentshavet, vi stifter bekendtskab med en variant af stiv kuling. Stort set hele vejen herop har vi haft stille vejr og kun lidt bølgegang, når vi var ude på åbent hav. Men mens vi sidder og spiser den overdådige Nordkapp-buffet, begynder glassene at klirre.
Jeg går en runde på skibet ved 22-tiden, mens jeg for en sikkerheds skyld holder fast i gelænderet. Ikke en sjæl er oppe – bortset fra enkelte hardcore distancerejsende, der sidder i cafeen, der er åben det meste af natten. Jeg ruller i søvn i tryg forvisning om, at vores kaptajn, Hermod Nilsen, ved, hvad han gør. Han er født og opvokset i Skjervøy og kender hver et skær:
»Når vinden kommer mod os fra nord- nordvest, kan der blive lidt bølgegang. Men da aktiverer vi vore to stabilisatorer, som hæver sig fra skibets sider som to kæmpemæssige vinger. Det kan holde skibet lidt i ro, hvis vi får bølgerne mod os«, forklarer han mig.

Drømmen om nordlyset

Næste morgen når vi til Kirkenes på grænsen til Rusland. Finnmarkens multikulturelle storby med 3.300 indbyggere, fordelt på 68 nationaliteter, heraf 10 procent russere. »Ruslands største fiskerihavn«, kalder russerne Kirkenes, hvor de kæmpemæssige russiske trawlere ligger og venter på fiskekvoter til Barentshavet eller på at blive repareret på byens store værksted, Kimek.
nordlys 3Hurtigruten ligger ved kajen i tre timer, før skibet vender om og sejler de 2012 kilometer tilbage til Bergen. I mellemtiden kan passagererne vælge at køre ud til Grense Jacobselv, til bjørnene i Passvikdalen eller til snehotellet i Gabba Rensdyrpark, som i 2008 fik National Geographics pris som en af The Worlds 25 Best New Adventures. »90 procent af vores gæster kommer med Hurtigruten«, fortæller direktøren, Ronny Østrem.
Med sit fokus på autenticitet, miljø, kulturarv og inddragelse af lokale kræfter er hans koncept et eksempel på et såkaldt geoturisme-mål. Her kan man overnatte i snehotel, køre med hundeslæde, gå på skitur, tage på kongekrabbesafari, høre samer fortælle om deres levevis og spise rensdyr og fiskesuppe, tilberedt over åben ild, alt sammen når sneen er helt på plads.
Og nordlyset? Ja, det flammede over himmelen ved Berlevåg aftenen efter, da Hurtigruten sejlede tilbage mod Bergen. Vinden havde lagt sig, og grønne og hvide lys flammede over himmelen. Drømmen om nordlyset gik i opfyldelse.

Skrevet til Politiken Rejser, der var inviteret om bord på MS Nordkapp af Hurtigruten ASA

 

  • Deadline Press
  • Last modified on onsdag, 25 oktober 2017 14:17
    Annette Wiborg

    Jeg arbejder som journalist, redaktør, forfatter og oversætter. Skriver artikler til fagblade og magasiner, redigerer pædagogisk og psykologisk faglitteratur og antologier og oversætter fag- og skønlitteratur fra svensk og norsk, som er mit 2.modersmål.


    Senest har jeg i samarbejde med mine to søstre stået bag den aktuelle udstilling "To tegnere - To tider" med værker af min far, tegneren og illustratoren Svend Otto S. og børnebogsillustratoren Rasmus Bregnhøi i Roskilde Kunstforening, Palæfløjen, august-sept. 2017. Sidste år stod jeg bag udgivelsen af værket ”Billedfortælleren Svend Otto S.”, Gyldendal, igen i samarbejde med mine søstre og udstillingen ”Eventyr og virkelighed” i Rundetaarn, maj 2016 i anledning af 100 året for hans fødsel.

    Som journalist arbejder jeg primært med sundhed, pædagogik og læring inden for 0-18 års området, men arbejder også som ekstern forlagsredaktør og oversætter fra svensk og norsk.

    Jeg er oprindeligt uddannet fra Roskilde Tidende og var i en årrække engageret i etableringen af alternative medier, som dagbladet Vejle Avis (kollektiv Cavlingprismodtager i 1974) og avisen KØBENHAVN, som jeg grundlagde i 1975 sammen med nu afdøde journalist Lars Møller. Etablerede senere Københavns Bogforlag (1979-1987). Fra 1988-1996 var jeg pædagogisk medarbejder på BUPLs fagblad, Børn & Unge. Siden 1996 har jeg arbejdet som selvstændig freelancer for bl.a. Kommuneforlaget A/S, Friluftsrådet, Frydenlund, Gyldendal, Helse, KL, BUPL, Danmarks Lærerforening, Danske Erhvervsskoler, Missionen blandt Hjemløse og Frederikssund Klubberne. Jeg har desuden undervist som timelærer i journalistik og sprog på UCSJ i Sorø og Fotoskolen Fatamorgana.

    Best rated