Islændingene har udviklet verdens mest højteknologiske fiskefabrik Islændingene har udviklet verdens mest højteknologiske fiskefabrik

Da globaliseringen kom til Islands fiskeindustri

Written by  maj 22, 2016

Det lille fiskersamfund i byen Neskaupstaður i det yderste Østisland har mærket, hvordan selv arbejdspladser i fødevareforarbejdningen bliver flyttet til Kina. Nu går fabrikken til modangreb...

Af Daniel Brøns, Broens Bureau

Duften af frisk fisk er til stede overalt i de pinligt rene lokaler i bygningen, der huser verdens mest moderne udstyr til forarbejdning af fisk. Sildarvinnslan hf ligger omkring 700 kilometer fra hovedstaden Reykjavik. Vejen til området går gennem de smukkeste øde, sneklædte bjerge, der om sommeren nydes af turister fra hele Verden. Men om vinteren er de blot en barsk og storslået forhindring for beboerne i den afsides beliggende bygd, der skal over fjeldet. Men trods de geografiske forhold er det alligevel her verdens mest avancerede fiskefabrik har til huse. Her arbejder 130 personer hver dag med at forarbejde fisk til et verdensmarked, der bliver mere og mere vanskeligt, når det kommer til prisen. En kineser arbejder nemlig til 1/30 af lønnen i Island, og det har tvunget fabrikken til at gå nye veje.
Som ansvarlig for produktionen af hvidfisk er vicedirektøren på fabrikken Johannes Palsson bagmanden bag den redningsplan, der skal føre fabrikken sikkert videre på et mere og mere globaliseret marked. Løsningen var nye produkter og nye produktionsmetoder. Det krævede ikke mindre end en helt ny fabrik, som de ansatte kunne fejre indvielsen af i år 2000.
- Det var helt tydeligt, at vi var nødt til at satse meget mere bevidst på udvikling af nye teknologier. Derfor tog vi kontakt til de bedste maskinfabrikker, og sammen har vi udviklet en fabrik, der har sat os i stand til at klare samme omsætning med en bemanding, der var på det halve, fortæller han.
Som en af de ansvarlige for områdets største industri var han ikke begejstret for at afskaffe arbejdspladser i området, der på det tidspunkt var plaget af tilbagegang og affolkning. Det var midt i en periode, hvor ingen byggede huse, og de tilbageværende huse kunne erhverves for en slik.
- Men vi havde intet valg. Enten ændrede vi produktionen, eller også ville vi tabe alle arbejdspladserne, forklarer Johannes Palsson, der i produktionen af hvidfisk i dag kan producere 18-22 tons færdigvarer med 35 personer i produktionen, mens han på den gamle fabrik producerede 12-15 tons med 70 ansatte.

Automatisering skaber spild

På trods af automatiseringen oplever Johannes Palsson stadig, at det er meget svært at konkurrere på prisen, når det gælder frosne fisk. Denne arbejdsproces er i dag 100 procent automatiseret, således, at fisken fileteres i fuldautomatiske anlæg, fryses hurtigt ned og automatisk kører ned og bliver pakket på paller. En proces, der ser uhyre effektiv ud, men som fabrikken til stadighed er nødt til at udvikle på, på grund af konkurrencen fra Østen.
- Vores problem er desværre, at vi i Island har et stort spild på maskinerne. Tager vi en fisk uden hoved og forarbejder den, er der højest 65 procent tilbage, mens kineserne kan bevare hele 80 procent. Derfor er det ikke nok, at vi automatiserer, når en for stor en del af fisken går tabt.
Johannes Palsson arbejder nu sammen blandt andet den danske maskinfabrik Carnitech ved Støvring om at få udviklet en maskine, der kan filetere fiskene lige så præcist som menneskehænder.
- Det er en svær proces, men det skulle ikke være umuligt. Så lykkes det for os, vil konkurrencen fra billig arbejdskraft ikke længere været et problem.

Ferskvarer på 5 dage

En anden trumf i ærmet har Johannes Palsson i en helt nyudviklet metode til transporten af fiskene. Fisken er nemlig meget mere værd, hvis den hurtigt kan flyttes fra fisketrawleren til middagsbordet på det europæiske kontinent. Derfor arbejder Sildarvinnslan nu sammen med andre fiskefabrikker om hurtigt at fordele indkomne fisk mellem sig, så en hel trawlerfuld af fisk kan være forarbejdet på 1-2 dage. Det betyder, at en del af de friskfangede fisk straks bliver læsset på en kølevogn, der sender dem flere hundrede kilometer væk til nærmeste fabrik. På samme vis modtager Sildarvinnslan også fisk ad landevejen fra trawlere, der hører hjemme andre steder i Island.
Efter forarbejdningen køres de ferske fisk til nærmeste lufthavn, hvorfra de bliver fragtet til forretningerne i store dele af Europa.
- Den proces vil det være umuligt at lave, uden at vi forarbejder fisken her i Island og det giver mig troen på, at vi kan bevare arbejdspladserne her, siger Vicedirektøren, der dog understreget, at arbejdspladserne ændrer karakter.
- Vi har i dag syv teknikere tilknyttet fabrikken. Den type folk bliver der mere og mere brug for, efterhånden, som maskinerne tager over.

Konkurrencefordel på strøm

Johannes Palsson er ikke for alvor bekymret for situationen for fabrikken, der hører til blandt Islands 15 største. Han er ligesom de fleste andre islændinge utroligt stolt af sit lands evne til at tilpasse sig og glæder sig til, at området om 4 år får en helt ny industri, der for alvor vil sætte gang i hjulene i området. En aluminiumsfabrik med omkring 450 ansatte er for øjeblikket ved at blive planlagt i kommunen, der består af 3 bygder med bare 3000 indbyggere. Aftalen om den nye fabrik blev underskrevet i marts, og omtalen alene har været med til at vende udviklingen fra pessimisme til optimisme. I 12 år har husbyggeriet stået stille i Neskaupstaður, men nu er det kommet i gang igen, efter at der ganske enkelt ikke længere er flere huse til salg i området.
Nogle af alminiumsfabrikkens værste konkurrenter ligger faktisk i Kina, så også på dette område får Neskaupstaður atter en gang globaliseringen at føle. Men for Johannes Palsson giver den nye fabrik et pusterum.
- Det fjerner et stort pres på os, fordi det forventes, at vi kan skabe arbejdspladserne her i området. Men vi kan jo ikke skabe flere arbejdspladser, end fiskekvoterne tillader. Naturligvis kan det være, at de hugger nogle af mine bedste medarbejdere, men den udfordring tager vi så også med.


Bedre arbejde – men lidt ensomt

Den 47-årige australier Robyn Vilhjalmsson er en af de ansatte, der har været længst på fiskefabrikken. Hun arbejder i dag i den mest moderne del af Sildarvinnslan.


En sej kvinde, der kan klare det meste – og lidt til. Det er det indtryk man får, når man møder den rolige og velargumenterende Robin Vilhjalmsson. En kvinde, der har prøvet det meste, og som i dag er mor til 2 børn, 1 hund, 1 kat, 2 heste og nogle får.
For 18 år siden var hun ved at læse til antropolog, og for at skaffe penge til sine undersøgelser i Afrika og Asien ville hun tage 9 måneders arbejde på Sildarvinnslan. Hun nåede bare aldrig videre, fordi Amors pil standsede rejseplanerne.
Selv om der er langt fra studiebøgerne til filetkniven har hun været glad for sit valg.
- Det er utrolig skønt at bo i et nærmiljø, hvor alle kender alle, og så nyder jeg at have et arbejde, som jeg kan lægge helt fra mig, når jeg kommer hjem, forklarer hun.
Hun er i dag glad for arbejdet på den nye fabrik, der er mere afvekslende, end tidligere. Hun arbejder i et hold, der skifter arbejdsplads hvert kvarter, og det gør det mindre monotomt at stå ved maskinerne. Hver time er der desuden et kvarters pause.
- Det er nogle meget moderne arbejdssteder, hvor vi på flere maskiner kan indstille højde og arbejdsstilling, fortæller Robyn, der står alene midt imellem de mange transportbånd, der kører forbi. Til tider passer hun også den fuldautmatiske filetmaskine – et arbejde, der er ret hårdt, fordi hun skal overvåge om alle fiskene på transportbåndet vender rigtigt.
- På mange måder var det hyggeligere før i tiden, hvor vi stod mange ved siden af hinanden og talte sammen. Jeg vil ikke sige, at det var bedre, men det havde bestemt også sine fordele, siger Robin, der normalt arbejder fra 7 til 15 hver dag. I 2-3 vintermåneder stiger arbejdspresset dog til hele 11 timer om dagen 7 dage om ugen. Kun hver anden søndag er fri.
- Det er ikke noget, som vi er tvunget til, men det giver gode penge, og jeg vil gerne være med til at gøre en indsats for fabrikken. Jeg opfatter mig selv som en del af fabrikken, så kan jeg klare at tage en ekstra tørn, er det til fælles bedste, siger Robyn, der får tillæg for overarbejde – plus en mindre bonus for den produktion, som gruppen klarer.
- Det er dog ikke min bonus, der motiverer os mest. Vi kan hele tiden se på systemet, hvor mange fisk, der mangler at blive forarbejdet, så det motiverer os jo en hel de, hvis vi gerne vil nå at blive færdige til fyraften, sige Robyn, der på trods af arbejdsbyrden ikke oplever tegn på nedslidning.
- Heldigvis er jeg ret sund og kraftig af bygning, og så dyrker jeg svømning tre gange om ugen for at holde mig i form, siger hun og tilføjer;
- Og så hjælper det også at have en arbejdsgiver, der siger, at det er i orden, hvis man er syg et par dage eller to – og så er det altafgørende, at vi kan holde et kvarters pause i timen.
Hun mener ikke, at de ansatte presses til at arbejde hurtigere, end de er i stand til. Og bliver helbredet helt skidt, forsøger fabrikken at finde en ny arbejdsfunktion i stedet.
- Faktisk synes jeg, at det er en skøn situation, som jeg er havnet i, og måske ville jeg have valgt en lignende livsstil, hvis jeg var blevet i Australien. Mennesket har godt af at have et konkret arbejde at stå op til, og så synes jeg, at både jeg og mine børn har godt af at leve i et overskueligt lokalmiljø, hvor man kender hinanden og passer på hinanden.

 

Billedtekst:

Robyn Vilhjalmsson bruger sin fritid på sine to børn, sit kunstatelier samt sit fritidslandbrug med heste, får, hunde og katte. Med en aktiv fritid sætter hun pris på et arbejde, som hun kan lægge helt fra sig, når hun går hjem.

  • Deadline Press
  • Last modified on tirsdag, 24 oktober 2017 11:26
    Daniel Brøns

    Daniel Brøns er uddannet journalist og IT-systemudvikler og har i en årrække arbejdet med forskning, viden, teknologi og uddannelse. Gennem tiden har han blandt andet skrevet for uddannelsessektoren, Illustreret Videnskab, PC World, de danske IT-fagforeninger, Microsoft, Sony og GN Netcom. Kommunikation og rådgivning er en væsentlig del af hans virke.

    Best rated