Charles Robert Jenkins nye liv. Her hos frisøren i Zama, Japan. Charles Robert Jenkins nye liv. Her hos frisøren i Zama, Japan. US Army, Public Domain Wikipedia.

Jeg troede, de var flinke i Nordkorea: Fanget i Helvede

Written by  nov 11, 2017

Den amerikanske soldat Robert Jenkins drak 10 øl og i ungdommeligt overmod krydsede han grænsen til Nordkorea. Han beretter om et liv i det lukkede land, hvor han fik tæsk, blev fængslet og måtte arbejde for staten. Efter 40 år i Helvede lykkedes det ham at komme ud af landet og flytte til Japan. 

Af Flemming Thomsen
– Jeg dummede mig. Det var det mest åndssvage man kunne gøre. Jeg havde drukket 10 øl, og så tog jeg beslutningen. Mine soldater stod på deres pladser. Så pakkede jeg mine sager. Jeg fortalte dem, at jeg havde hørt støj, som jeg ville gå ud og tjekke. Og at jeg ville gå langsomt tilbage. Jeg tog al min ammunition med mig, min riffel og en ekstra T-shirt i lommen. Jeg gik hele natten, fortæller den amerikanske sergent Charles Robert Jenkins.
Det var en bidende kold nat i januar 1965. Temperaturen var faldet til minus 27 grader. Om formiddagen nåede Jenkins frem. De nordkoreanske soldater løb ham i møde i deres lange uldfakker. ”Hvordan er du kommet forbi minerne?” ville de vide.
Den fire kilometer brede demilitariserede zone, der deler Nord- og Sydkorea, var spækket med wirer og landminer. Jenkins fortalte, at han havde løftet benene højt hver gang han tog et skridt og satte foden forsigtigt ned. Hvis han havde ramt en wire, så var han blevet halshugget af en mine. Sådan var det. De nedgravede landminer var derimod ikke meget bevendt i det bundfrosne terræn.
Dér stod han så, Jenkins. I den skarpe vintersol og missede med øjnene. Hos fjenden, i det kommunistiske Nordkorea. Han var 24 år. Amerikansk soldat siden han var 15 år. Tre år på en US-base i Tyskland og 13 måneder i Koreakrigen. Tilbage til Tyskland – og så pludselig sendt til Korea igen for at blive sergent for tre soldater. Men han ville tilbage til Europa. Væk fra krig. Det afviste hans overordnede. Tværtimod skulle hans deling snart sendes til Vietnam. Nu havde han taget sagen i egen hånd og var deserteret.
De nordkoreanske soldater sørgede for, at han fik et bad og blev sendt til frisøren. Han blev installeret i en bungalow med vagter. Hver morgen kom to officerer og forhørte ham. De gik ikke, før det var blevet mørkt. Jenkins var deres guldfugl, og han skulle synge for dem. Efter 12 dage blev han hentet af en oberst og kørt til et lille murstenshus i hovedstaden Pyongyang. Her boede tre andre amerikanere. De var alle deserterede på samme måde som Jenkins. Ingen af dem sympatiserede med kommunisterne.
– Vi var alle fra arbejderklassen uden anden uddannelse end, hvad hæren havde givet os. De andre var kommet i klemme i det militære system og var flygtet for at undgå straf. Det stod snart klart, at vi alle havde dummet os. Vi snakkede om vores liv i USA og grinte af nogle jokes. Så begyndte vi at blive tavse.
– En af dem, James Dresnok, spurgte, hvorfor jeg havde deserteret. Jeg fortalte, at det var for at undgå at blive sendt til Vietnam. Så sagde han: ”Hvis du før havde en fod i potten, så er du nu hoppet direkte ind i ilden. Velkommen til Helvede”, fortæller Jenkins.
De nordkoreanske vagter overtog alle rum i huset. Amerikanerne blev lukket inde i et usselt soveværelse, der var fyldt med skabe. De sov på gulvet og fik to måltider om dagen. Om vinteren blev der iskoldt. De sultede, og der var ingen varme i huset. Gjorde de vrøvl, blev de pryglet af vagterne.
Efter seks måneder fik de mere frihed, for de havde ingen steder, de kunne stikke af til. De blev tvunget til i 10-11 timer om dagen at terpe læren fra ”landets elskede leder” Kim Il-sung. Diktatorens ”sande vej” krævede, at man kritiserer sig selv dagligt og erkender sin ufuldkommenhed. Kun den store mesters ord kan lede en på rette vej.
– Vi fik ét stykke sæbe, en tube tandpasta og to øl om måneden. Desuden nogle pakker urygelige cigaretter, der var lavet af korn. Maden var mest ris. Fyldt med utøj og grøntsager med orme. Hvis der var kød, var det helt gråt og uspiseligt, siger Jenkins.
De nordkoreanske soldater talte ikke til amerikanerne. Og at samme grund vidste amerikanerne aldrig, hvad der skulle ske. Nogen gange var huset omringet af soldater, der slog telte op i haven. Andre gange blev de sat til at reparere fiskenet, indtil det blev taget fra dem igen. Nogle gange blev de pludselig afhentet til forhør. Sådan levede de fire desertører. Klemt sammen i det lille hus. De var venner, skændtes, råbte af hinanden, hadede hinanden, men havde ikke andre at tale med, når man ser bort fra deres ”åndelige ledere”, som dagligt tvang dem til at højtlæse ”den sande leders visdomsord” time efter time.

Russerne smed dem ud af ambassaden
Et halvt år senere blev amerikanerne flyttet til et større hus, hvor de deltes om to rum. Men der var ingen varme eller vand i huset. De måtte kravle 150 meter ned af en skråning for at hente vand i en sort spand. De opdagede snart, at vagterne bar deres egen afføring ud af huset i den samme sorte spand. Så de måtte altid vaske spanden grundigt.
– Vi blev sat til at studere på koreansk, hvor herligt kommunisme var. De kommunistiske lande var meget bedre end Vesten, lærte vi. Jeg så mig omkring. Folk sultede, arbejdede hårdt og havde ingenting. Hvordan kan man bilde en hel befolkning ind, at kommunisme og et totalitært styre er det bedste? siger Jenkins.
Eftersom det var umuligt for amerikanerne at komme ud af Nordkorea, så lod man dem gøre ærinder i byen, og de kunne gå sig en tur. Madrationerne blev derimod beskåret. En pattegris, de sultne amerikanere havde flasket op gennem et helt år, blev slagtet for næsen af dem og kødet båret væk.
Larry Abshier, der var ude af sig selv af sult, råbte rasende. ”You are dogs!” råbte han. ”Hunde” er det mest nedværdigende man kan kalde en koreaner. Vagterne bagbandt ham og stillede ham op af en mur i haven. På nogle få meters afstand tog ti mand sigte på ham med deres AK-47 geværer: ”Sig undskyld, eller vi skyder dig”, lød den kortfattede besked. 
Larry mumlede en undskyldning. De sparkede ham ind i soveværelset, hvor James Dresnak hånede ham. ”Saml lige mine sure sokker op”, sagde han til sin landsmand. Stemningen var blevet ond.
To måneder senere tog de fire amerikanere ind til partikontoret i Pyongyang. De ville klage over, at de ikke fik nok mad. 
De berettede om deres nød til en partisekretær, men fornemmede snart, at deres klage var en dårlig idé. Så da sekretæren ringede til de overordnede vagter, forlod de fire amerikanere skyndsomt kontoret. Ude på gaden fik de øje på den russiske ambassade. Jenkins havde aldrig glemt sin oprindelige plan; at overgive sig til russerne i håb om, at de ville smide ham tilbage til USA.
Jenkins, Dresnak, Abshier og Parrish gik forbi vagterne ved ambassaden.
– De troede, vi var russere, så vi gik direkte ind i forkontoret og bad om politisk asyl. En tolk og ambassadøren tog os ind i et privat rum og bød på kaffe og cigaretter. De lyttede til os i to timer. Der var ingen askebægre, så ambassadøren sagde, at vi bare kunne skodde i de fine kinesiske kaffekopper. Så gik han ind og ringede til Moskva. Efter en time kom han tilbage: ”Jeg kan ikke hjælpe jer. I må forlade ambassaden med det samme og aldrig vise jer her igen”. Amerikanerne forlod tavse den russiske ambassade. Der blev ikke sagt mange ord den aften.
 – Vi vidste nu, at vi kom til at dø i Nordkorea. Landet grænser op til Kina, som var forbundsfæller med Nordkorea. Der er en 17 km lang grænse til Rusland, men det var umuligt. Vi tænkte på at undslippe ved at bygge en tømmerflåde og sejle, men det blev ved snakken. Det er isnende koldt nordpå, der er kraftig strøm og massiv overvågning. Der var ingen vej ud.

Jenkins bliver gift
Efter besøget på den russiske ambassade flyttede nordkoreanerne de fire amerikanere til en husarrest ude på landet, hvor de måtte sidde og sy fiskenet.
– En af vagterne skreg af os hele dagen. Han var sindssyg. Vi blev tvunget til at sidde på gulvet med vores ben krydsede og armene over kors i timevis. Hvis man rørte sig, kom han løbende og slog os halv fordærvede med en træstok.
Jenkins peger på sin hage, hvor der er et stort ar.
– Det var mine tænder, som han slog igennem min underlæbe. Og her er et andet ar, siger Jenkins og ruller ærmet op.
Han viser et ar på armen. Jeg havde en tatovering, "US Army " stod der. En dag, hvor jeg var iført en kortærmet skjorte, så nogle nordkoreanerne min tatovering. De greb mig og tog en saks. De skar huden af uden bedøvelse, mens jeg skreg af smerte, fortæller Jenkins.
Nordkoreanerne viste ofte deres had til amerikanerne. Især menige soldater og vagter behandlede dem som skidt, mens de højtrangerede officerer så dem som en kilde til daglig ydmygelse og fornøjelse.
Men så kom en mere behagelig tid, hvor amerikanerne blev brugt til propaganda. De blev sat på forsiden af det nordkoreanske magasin ”Fortune’s Favorit”, hvor man ser de fire unge amerikanere sejle i en speedbåd med tvungne smil på læben. De blev brugt som skuespillere i film og i en tv-serie fra 1978-81 ”Ukendte helte”, hvor de måtte spille skurke. Man gav dem parykker og lagde make-up, så de så gamle og grimme ud.
Jenkins blev sat til at oversætte den store leders taler til engelsk. Og han fik en lille radio, så han kunne oversætte engelske programmer. Han arbejdede nu dagligt for det nordkoreanske militærakademi.
– Den ene dag lignede den anden. Jeg fortrød dagligt, at jeg hoppede fra den amerikanske hær, indtil jeg mødte min kone i 1980. 
Nordkoreanerne kom med hende. Det var en kvinde, som de havde kidnappet i Japan. Jeg åbnede døren, da der blev banket på. Jeg havde ikke haft en kvinde i 15 år. Mit hjerte stoppede. Jeg havde aldrig set nogen så smuk i mit liv. Kun 21 år gammel. Hun var iført en hvid bluse, en hvid nederdel og hvide højhælede sko. I det  beskidte nedslidte hus, hvor jeg på det tidspunkt boede alene, var det som om en engel havde landet fra en anden planet. Vi talte koreansk sammen, hun talte flydende, så jeg troede først hun var spion. Vores vagter sad på hver side af os. Vi roste den store leder Kim Il Sung og takkede ham for vores gode liv. Jeg gav hende sengen og sov selv på gulvet. Hun var bange for mig. Hun havde aldrig set en amerikaner før. Hver dag kogte jeg kålsuppe og ris til hende. Vi havde ikke andet mad. Vi røg cigaretter og spillede Black Jack, jeg kunne ikke huske andre kortspil. En dag fortalte Hitomi mig sin historie.
– Hun var opvokset på ”Sado Island” i Japan. En smuk ø med kun få indbyggere. Hitomi var den ældste af to døtre og læste til sygeplejerske. En dag ved solnedgang gik hun sammen med sin mor og spiste en is ved kysten, da tre mænd overfaldt dem bagfra. Det var sidste gang Hitomi så sin mor. Ingen ved, hvad der skete med hende. Den mand, der greb Hitomi kastede hende over skulderen som en sæk kul og bar hende til en lille båd, der lå skjult under en bro. Båden tøffede i mørket ud til et skib på havet. Hitomi blev smidt ned i lastrummet. Efter et par dage fandt hun sig selv i Pyongyang i Nordkorea. Hun var lukket inde i et hus sammen med to andre japanske piger, der var blevet bortført. En af dem var kun 13 år og græd hele tiden. Nordkoreanerne ville bruge kvinderne som lærerinder i japansk sprog og som spioner, når de var blevet indoktrineret tilstrækkeligt.
Kun 38 dage efter, at de mødtes første gang blev Hitomi Soga og Robert Jenkins gift.
– Det var svært for Hitomi. Vi havde kun det tilfælles at være fanget i Nordkorea. Vi var ensomme. Jeg var fra Vesten og meget ældre end hende, siger Jenkins.
Parret fik to døtre. De levede som en lille familie, men uden luksus af nogen slags. Ris og kålsuppe var den faste aftensmad. Uger blev til måneder, og måneder til år.
Jenkins var efterhånden blevet en gammel mand. Han arbejdede med oversættelser. Lukket inde i Nordkorea i 39 år. Og stadig var der ingen udsigt til at slippe ud af landet. Så i 2002 indrømmede Nordkorea, at de i flere år systematisk havde  kidnappet unge piger fra Sydkorea og Japan. Det betød frigivelse for nogle af kvinderne. Hitomi kunne rejse tilbage til Japan. Og det gjorde hun.

Endelig en fri mand!
Jenkins sad alene tilbage med sine to døtre Mika og Brinda. Han var 63 år. Japanske diplomater arbejdede på at få familien genforenet, men det var problematisk. To år senere under et officielt besøg af den japanske premierminister, Junichiro Koizumi, blev Jenkins kaldt til samtale.
Nordkoreanerne havde indvilliget i at lade familien rejse ud af landet for at blive genforenet, men Jenkins var bange for at blive anholdt i Japan. Han var deserteret fra den amerikanske hær og kunne se frem til en lang fængselsstraf i USA. George Bush havde netop indledt Irakkrigen, så selvom Jenkins sag var 40 år gammel, så kunne han risikere, at den amerikanske hær ville statuere et eksempel og give den gamle desertør livsvarig fængsel.
Løsningen hed Indonesien. Jenkins og døtrene fløj til Jakarta, hvor Hitomi modtog dem i lufthavnen. Senere kom familien til Japan, da amerikanske diplomater kunne forsikre Jenkins om, at han ville få en formel fængselsstraf på kun 24 dage.
I dag lever Jenkins og Hitomi i Japan, hvor de sælger te og småkager fra en lille butik. To af de andre amerikanere, Jerry Parrish og Larry Abshier, er døde af sygdomme. James Dresnok døde i 2016 i Nordkorea,  han efterlod sig to voksne sønner, som forherliger Nordkorea.
I Japan går Jenkins aldrig ud efter mørkets frembrud. Nordkoreanske agenter kan tænkes at ville myrde ham, fordi han har arbejdet for landet militærakademi.
Kilde: The Reluctant Communist: My Desertion, Court-Martial, and Forty-Year ... By Charles Robert Jenkins, Jim Frederick.

NB.Efterskrift: Charles Jenkins døde for nylig i en alder af 77 år den 11. december 2017. Han døde i Japan, hvor han boede sammen med sin kone, japanske Hitomi Soga og parrets to nordkoreanskfødte døtre.


De fire amerikanere

1. Charles Robert Jenkins
Charles Robert Jenkins deserterede til Nordkorea i 1965, da han ville undgå at blive sendt til Vietnam. Først 39 år senere fik han lov til at forlade landet. Han fortrød, at han deserterede. I Nordkorea blev han pryglet, boede kummerligt og tvunget til at terpe skrifter af diktaoren Kim Il-Sung. Charles Jenkins døde den 11. december 2017 i Japan.

2. Larry Abshier
Larry Abshier krydsede grænsen i 1962. Han var en naiv og enfoldig type, der blev moppet af den anden amerikaner, James Dresnok. Som de andre amerikanerne blev han holdt fanget og tvunget til at terpe læren fra ”landets elskede leder”, Kim Il sung. I 1983 døde Larry Abshier af et hjerteslag. Han var gift med en thailandsk kvinde, Anocha Panjoy, som nordkoreanerne havde bortført i 1978 fra den portugisiske koloni Macau i Kina.

3. James Joseph Dresnok
I 1961 deserterede James Dresnok til Nordkorea. Han havde store problemer med at indordne sig i den amerikanske hær og for at undgå straf hoppede han af til fjenden. Han skabte sig en karriere i landets filmindustri i rollen som den onde amerikaner ”Arthur”. Han døde i 2016.

4. Jerry Parrish
Jerry Parrish krydsede grænsen den 6. december 1963. Han deserterede, fordi han var bange for sin svigerfar i USA ville dræbe ham, når han kom tilbage fra Sydkorea. Han blev underviser i engelsk på en militærskole i Pyongyang. Han døde i 1998 af nyreproblemer.

Bered Jer på krig!
Nordkoreas nye unge diktator, Kim Jong-Un kræver, at landets soldaters altid skal være klar til krig. Ifølge den britiske avis The Telegraph lyder befaling til hæren: »Bered Jer på krig og på at udslette fjenden«.  Det nordkoreanske udenrigsministerium har erklæret, at »en ny Koreakrig er uundgåelig, fordi USA ønsker at få kontrol med hele Den Koreanske Halvø«. Nordkorea har atomvåben.
Kilde: Berlingske

Dansk venskabsforening elsker Nordkorea
Den står helt stille i hovedet på nogle danskere. Den danske venskabsforening med Nordkorea synes fortsat, at Nordkorea er et pragtfuldt land. Ved magtskiftet udtalte de: ”Farvel til en internationalt respekteret leder og et stærkt bolværk mod USA. Venskabsforeningen Danmark-Den Demokratiske Folkerepublik Korea synes, at Kim Jong-Un klarer opgaven godt som landets øverste leder”.
Onkel og bror henrettet
En af Kim Jong-Uns  bedrifter i 2013 var at henrette sin egen onkel. Den unge diktator var bange for, at onklen havde planer om at tage magten fra ham. Onklen, Jang Song-taek, var firestjernet general og næstformand i landets Nationale Forsvarskommission blev anklaget for at være en forræder, spille, tage stoffer og havde et utal af elskerinder.
I år kom så endnu et attentat. Denne gang blev Kim Jong-Uns ældre halvbroger likvideret i lufthavnen i Kuala Lumpur i Maylasia, hvor det lykkedes for to kvinder at sprøjte dødelig gift i hans ansigt.
Kilde: Berlingske

Kim henrettede sin eks-kæreste
Nordkoreas leder Kim beordrede sin tidligere kæreste, Hyon Song Wol, fra musikbandet ”Unhasu Orchestra and Wangjaesan Light Music Band” henrettet sammen med adskillige af musikere og dansere i bandet. Det skriver flere medier bl.a. The Mirror, Daily Telegraph m.fl. Henrettelsen aldrig er dog blevet officielt bekræftet af Nordkorea.
Ifølge aviserne var de anklaget for at have indspillet en pornofilm og forsøgt at sælge den i Kina – et brud på landets pornografiske love. Tre dage efter blev Hyon Song Wol  og flere sangere og dansere stillet op af en mur og henrettet med maskinpistoler, skriver aviserne. 
Kilde: The Telegraph

Amerikanske desertører
Straffen for at desertere fra den amerikanske hær varierer fra at miste jobbet, til strafarbejde og fængsel. Under 2. verdenskrig blev 21.000 soldater dømt. 49 af dem blev dømt til døden, men kun en, Eddie Slovak, blev henrettet. I januar 1945 blev han skudt, og han er den eneste, som nogensinde har måtte bøde med livet for at desertere.

Kan man flygte fra Nordkorea? 

Hvert år flygter ca. 1000 mennesker fra Nordkorea til Sydkorea, men kun en lille håndfuld gør det gennem (DMZ) den stærkt bevogtede grænse mellem Nord- og Sydkorea. Fornylig slap en nordkoreansk soldat over, men blev skudt i skuldren og armen af sine egne.

  • Deadline Press
  • Last modified on torsdag, 14 december 2017 14:32
    Flemming Thomsen

    Uddannet cand. phil fra Københavns Universitet. Freelance-redaktør af tidskrifter og magasiner, udarbejdelse af nyhedsbreve, redigering og markedsføring på internettet. Har arbejdet med international ejendomsformidling, virksomhedsrådgivning herunder etablering af udenlandske selskaber, handel på nettet og som iværksætter af netbutikker.

    Journalistik og kommunikation: Redaktionsarbejde for Børsen Internet, Bolig Berlin (informationschef og medstifter), Danske Markedsøkonomer, freelanceredaktør SAM-DATA/HK.

    Levering af artikler til Berlingske Tidende, Politiken, Dagbladenes Bureau, BådNyt, UD & SE, Computer Reseller News m.fl.

    Website: www.deadlinepress.dk

    Best rated