Reportage: Flemming Thomsen
- Hellige Moses! udbryder vores guide og tager hånden op til munden. Hans øjne er vidt åbne. Hans højre hånd knuger hårdt om håndtaget på paraplyen. Himlen er mørk af tunge skyer, og det drypper stadig lidt fra oven her tidligt på aftenen. Paul Gail er stivnet midt i sit foredrag, da han genoplever den dag, hvor han så et spøgelse.
- Det var her, jeg så hende! Jeg så hende stå der i vinduet i en hvid kjole på min allerførste rundvisning som guide på den her gåtur.
Paul Gail snurrer rundt og peger energisk med sin paraply op mod vinduet, mens han fortæller historien færdig om den ulykkelige kvinde i vinduet, en genganger, der aldrig fandt fred, efter at hun brutalt blev myrdet i sit hjem i forrige århundrede.
De britiske øer er kendt for at have mere end 3000 steder, som plages af spøgelser, genfærd, gengangere, onde ånder og hvad de nu ellers kaldes.
Og London er den by i verden, hvor det spøger allermest. Ifølge bogen A Walk Around Haunted London hænger det sammen med, at byen kan dateres mere end 2000 år tilbage i tiden, og at adskillige bestialske mord og henrettelser – ofte halshugning – hørte til dagens orden i de gode gamle dage. Floder af blod har skyllet hen over de toppede brosten ikke mindst fra magtens bygninger i Westminster. Sådan var datidens underholdningsprogrammer skruet sammen. Sådan morede folk og fæ sig.
Men uhyggelige hændelser skaber spøgelser. Og hvis ikke fra historien eller parapsykologien, så har vi set utallige tv-udseendelser, som har sået tvivl hos mange ellers jordbundne seere – findes spøgelser, eller gør de ikke?
Svaret kommer her: Vi tog til London bevæbnet med elektronisk udstyr for at gå med på en London Ghost Walk og samtidig foretage vores egen specialiserede undersøgelse af særlige spøgelsesplagede pubber. Særlig ét sted var der ingen tvivl: Bartenderen på The Grenadier havde flere gange oplevet en genganger i skikkelse af en soldat fra 1800-tallet, som uventet dukkede op og moppede ham. Det var dog ikke værre, end at bartenderen stadig turde gå på arbejde.

Men tilbage til gåturen. Paul Gail har været guide i 12 år på turen ”Ghost of Gaslight in London” for The Big Bus Company. Han fortæller endnu en uhyggelig historie, da vores lille gruppe går et lille stykke langs Themsen. Vi er fem personer på denne ghost-walk, der tager ca. to timer. Og det er faktisk en god måde at få nye venner, som har de samme interesser.
- To betjente patruljerede til fods for 50 år siden på gåstien dernede, da en kvinde løber dem i møde, siger Paul med rullende øjne og peger ned mod Themsen, som vi kan skimte mellem træerne.
- Kvinden løber hen til betjentene og fortæller, at der er anden kvinde henne ved broen, som er ved at springe ud for at gøre selvmord. Betjentene styrter derhen, men for sent. De finder en kvinde, der er livløs. Druknet. Men det mest uhyggelige er, at det er den samme kvinde, som de netop har talt med! Flere vidner kan oven i købet bekræfte betjentenes oplevelse.
Paul ser triumferende på os. Han ved, det er en god historie, og han har flere i ærmet, men hans tilhørere har svært ved at koncentrere sig. Turen startede med en stor fadøl på en pub, og nu er flere blevet trængende. Alt synes dog at være lukket på denne helligdag, og mens deltagerne nu synligt pines over ikke at kunne komme af med vandet, suser vi gennem det historiske Tower of London (fæstningsanlæg fra 1078) og hører om en hel stribe af mænd og kvinder, som fik hugget hovedet af, og som nu går hovedløst rundt og laver spøg med hinanden og turisterne.
Mens vi går i en gyde langs fæstningsanlægget beslutter jeg mig for at starte min digitale  recorder for at optage lyde, der ikke tilhører denne verden – men den virker ikke! Jeg tjekker batteriet. Der er ikke noget i vejen. Batteriet er opladt.
Det er lige som ure, der går i stå. Panikken breder sig. Døden. Døden er på vej. Det er også blevet mørkt nu. Ure går i stå, min recorder virker ikke. Det er det samme. Jeg kan ikke se de andre. De er gået i forvejen, og om lidt kommer en hovedløs ridder galoperende og chopper knoppen af mig. Jeg begynder at småløbe for at indhente de andre.
Holdet har fundet et værtshus og er gået ind for at tjekke det for spøgelser. Af en eller anden grund står de alle sammen med en stor fadøl i hånden. Paul – vores guide, er gået hjem, lidt ærgerligt for han var en munter fyr og vidste en masse om spøgelser. To timer går åbenbart hurtigt, men derfor kan man jo godt fortsætte på egen hånd. Vi ved, hvor det spøger: På pubben The Grenadier.
Vi tager undergrundsbanen til Hyde Park Corner, kravler op af trapperne, vender kortet på hoved og bevæger os i silende regn væk fra den gade, hvor pubben ligger. En halv time senere har vi fået vendt kortet rigtigt og står nu dryppende våde foran The Grenadier.

Der er bælgravende mørkt indenfor. En venlig sydlandsk udseende tjener tager pænt imod mig og min assistent. Tjeneren hedder Oliver og er fra Portugal. Han kan da umuligt ane noget om spøgelser i London, tænker jeg og tager regnfrakken af. Men det kan han.
Under Napoleonskrigene tjente The Grenadier som messe for et regiment under The Duke of Wellington. Soldaterne fordrev tiden med kortspil, og da en ung officer blev grebet i at snyde, blev han brutalt overfaldet af sine medspillere. Han faldt ned af trappen til kælderen, hvor han døde af sine kvæstelser.
Historien er kendt over hele verden, og besøgende sætter pengesedler i loftet som en slags kulturel donation. Flere gæster har beskrevet, hvordan de har set konturerne af en soldat komme op af trappen blot for at forsvinde i en røgsky ved det øverste trin.
- Jeg har arbejdet her i et år, og tre gange har jeg oplevet virkelig sære ting, fortæller Oliver, mens han skænker en pint op.
- Den ene gang faldt et billede ned med et ordentlig brag. Der var ikke noget i vejen med ophænget – det faldt bare ned. En anden gang var nede i kælderen. Jeg låste hængelåsen ind til vinkælderen og gik op af trappen, da ejeren bad mig om at tage en flaske mere med op. Jeg gik tilbage og så, at hængelåsen var flået op og nu lå på gulvet. Samtidig blev der iskoldt i rummet, forklarer Oliver.
Hans sidste eksempel er en aften, hvor han skulle lukke. Han havde slukket for gaskaminen, talt aftenens omsætning op og skulle til at gå, da gaskaminen pludselig sætter i gang igen på fuld blus.
De tre episoder har gentaget sig flere gange i årenes løb ifølge flere stamgæster.
- Sagen er klar og kan ikke bortforklares, forklarer jeg min assistent – det spøger her på pubben. Vi tager et billede af Oliver ved kaminen og siger farvel. Det er på tide at vende hjem til hotellet for at hvile ud efter en lang dag i London – spøgelsernes by. 

 

 

Der er dagligt og i al slags vejr guidede spøgelsesture i London. De koster ca. 5 £ og varer normalt to timer, hvor man spadserer rundt i en lille gruppe på fem-10 personer:
”Ghost by Gaslight”, The Big Bus Company, mødested Trafalgar Square
”The Original London Walks” Tel.: 020-7624 3978
Turen til London: Maersk Air i samarbejde med Kuoni Travel.